Den mest uforglemmelige tur ud i det blå

Kan du huske den allerførste gang, du var oppe at flyve, måske som barn? Kildren i maven og en blanding af både fryd og skræk over, at du nu skulle til at prøve noget, du aldrig nogensinde havde prøvet før. Det var ligesom at være astronaut eller opdagelsesrejsende, der nu skulle udforsket helt nye sider af kloden og himlens hvide vattotter. Sådan kan et par timers flyvetur på flere måder udvide horisonten for en seksårig, der hele vejen sidder med øjnene på stilke ud af det lille vindue.

Det er ikke så tit, at man som voksen støder ind i en oplevelse, der på samme måde slår benene væk under én – ikke medmindre at man opsøger det aktivt. En ferie er det oplagte tidspunkt at udforske verden og se hverdagslivet fra en helt ny side. Det er netop derfor, at mange rejser går til helt nye steder, hvor vi aldrig har været før og som derfor bliver helt uforglemmelige.

Men ofte skal der lidt mere til. De fleste voksne har set et godt udpluk af de historiske storbyer og de smukkeste hvide sandstrande. Det er skønt at komme 14 dage til palmer og turkisblåt vand eller at boltre sig i storbyernes mange festlige tilbud. Dog er det som om,  at noget mangler. Lige så hurtigt man er kommet på ferie, lige så hurtigt genfinder sine ritualer og mageligheder fra hverdagen – og så er det uforglemmelige pludselig ikke så nærværende.

Hvor er det, det kilder i maven?

Næste gang du tager på ferie, så læg på forhånd en plan for at du vil gøre en helt særlig ting, som du aldrig har prøvet, men egentlig gerne ville. Det kan være en ting fra din “bucket-list”, det vil sige noget, du bare skal have prøvet, inden du en dag stiller træskoene. Eller måske en særlig oplevelse, som du ved, at én af dine kære har en stor drøm om at få opfyldt – deres glæde vil kun smitte af på dig.

Mange tænker, at oplevelsen i sig selv skal være voldsom og nærmest angstprovokerende for virkelig at gøre indtryk. Men tænker man efter, så er det vel i virkeligheden de oplevelser, hvor man derimod blev fascineret af noget, der satte en udvidelse af bevidstheden i gang.

På den måde kan man sige, at man får vendt mere op og ned på alting, når man driver roligt ud med snorkel og oplever den uforståeligt smukke undervandsverden – frem for når man hopper ud på dybt vand med iltflasker og tungt udstyr. Og hvorfor tage ét hurtigt overstået spring i faldskærm, når man med mindst lige så stor følelse af action, kan sætte sig op i en vaskeægte luftballon og få en uforglemmelig flyvetur over netop den storby eller storslåede natur, man drømmer om at udforske?

Det handler vel altid om at gribe nuet – men særligt på ferien, når der er tid til at tænke over livets store spørgsmål og tid til at føje nye vidunderlige øjeblikke til livet med éns kære.

Leave a Reply